Vanedannende medicin udgøres af lægemiddelgrupperne kaldet benzodiazepiner og opioider(morfin)
Benzodiazepiner kan igen underinddeles i to grupper: angstdæmpende midler og sovemidler.
Angstdæmpende midler har fx navne som Stesolid®, Oxapax®, Tafil®, Temesta® og Broman®.
Sovemidler har navne som fx Halcion®, Imoclone®, Imozop®, Zonocht® og Stillnocht®.
Opioider har navne som fx Morfin®, Contalgin®, Oxycodon®, Oxynorm®, Temgesic®, Kodein®, Kodipar®, Dolol®, Tramadol®, Palexia® og Methadon®.
Opioider findes i hurtigtvirkende udgaver samt som depotmedicin.
Hvordan virker vanedannende medicin?
Hvis man anvender dem i kort tid, reducerer de angst og aggression. De virker beroligende, søvnfremkaldende og er muskelafslappende. Bivirkninger ved korttidsbrug kan være døsighed, nedsat koncentrationsevne, faldtendens, muskelsvaghed og metalsmag i munden – og ikke mindst, den bivirkning, vi er mest bekymrede for: afhængighed. Man er afhængig, når kroppen "er nødt til at have" et stof (craving), for at man kan fungere - det fører med tiden til et større forbrug og mere afhængighed - en ond cirkel.
Vi forsøger derfor hele tiden at nedbringe forbruget af vanedannede medicin.
Fornyelse af recept på vanedannende medicin:
- Receptfornyelse på sovemedicin, beroligende medicin og stærk smertestillende medicin sker ved personlig henvendelse i lægehuset efter aftale med lægen.
- Der udstedes recept til en bestemt periode ad gangen.
- Receptfornyelse på sovemedicin, beroligende medicin og stærk smertestillende medicin kan kun ske hos os og ikke hos andre læger eller i Lægevagten.
- At du mindst én gang om året skal drøfte behovet med en læge og evt. forsøge udtrapning af medicinen.
Vanedannende og stærk smertestillende medicin er trafikfarligt
Vanedannende medicin kan give lægeligt kørselsforbud. Dette vurderes af lægen ved receptfornyelse.
Der er altid lægeligt kørselsforbud ved:
- Opstart af ny medicin i de nævnte grupper. Lægen vurderer hvor længe kørselsforbuddet er gældende.
- Dagligt forbrug af hurtigtvirkende opioider.
- Erhvervskørsel.